Hvad sker der, når vi synger og spiller samtidig?
Av Ole Christensen
Peter Vuust er hjerneforsker og professionel bassist. Han spiller fortrinsvis jazz, men tager alle andre stilarter med som en hyggelig afveksling. Da jeg læste og anmeldte hans bog, Musik på hjernen, i 2017 (Viser nr. 11) stod et spørgsmål tilbage: Hvad sker der, når vi synger og spiller samtidig?
– Det er meget interessant. Du spiller et instrument med hænderne og nogle gange fødderne (trommeslagere og organister). Den funktion sidder i en del af hjernens motoriske system. De primære områder, der styrer svælget, munden og tungen er lokaliseret i et andet. De to systemer er adskilt og det er nok grunden til, at det i det hele taget kan lade sig gøre at synge og spille samtidig. Vi er dog kun i stand til at rette vores fokus mod den ene af tingene. De fleste oplever, at de koncentrerer sig om den ene ting, mens den anden er mere eller mindre automatiseret, siger Peter Vuust.
Den gode nyhed er, at vi er i stand til at skifte fokus lynhurtigt fra sang til instrument. Under sangen spiller man en relativ enkel akkordprogression og så udfylder man hullerne ved at spille noget mere krydret.
Mund og hånd
Forholdet mellem munden og hænderne er et kompliceret samspil set fra et hjernemæssigt synspunkt. Prøv at klappe en 4/4 og nynne en modrytme oveni. Det er ikke så svært som at gøre det omvendte. Pulsen er lettest at holde for det motoriske system. Ud over at to forskellige systemer i hjernen aktiveres (det vokale og det motoriske), har det noget med polyrytmik at gøre.
– Det er utrolig sjovt, når man først har lært det og musikken får en behagelig fremdrift, men det kan være skræmmende, hvis man ikke kan det. I starten må man bruge meget energi blot for at hænge på grundrytmen, siger Peter Vuust.
Mange af de spændingsgivende elementer i musik aktiverer centre i hjernen, der har med emotioner at gøre (fx insula og amygdala). Tidligere troede man, at Brocas område, der ligger højere i hjernen, primært behandlede sprog, men også det spiller en væsentlig rolle, når det handler om forståelsen og udøvelsen af musik. Området bliver normalt mindre med alderen, men hos musikere beholder det sin størrelse.
Smarthjerne
Jo mere kompleks musikudøvelse (og lytning), der er tale om, jo længere fremme i hjernen bliver områder aktiveret. Det er forudsætningen for, at vi overhovedet opfatter musik på den måde vi gør. Det passer med at mennesket har mere frontallap end dyr. Den mest primitive respons har vi til fælles med dyr. Den er knyttet til overlevelsen: At kunne opfatte en lyd og stedbestemme den (orienteringsrefleksen). Det foregår i den primære auditive hørebark, tæt på øret.
Hjernen opbygger lynhurtigt et auditivt scenebillede, der lagres som en slags kladde bagerst i hjernen. Ikke mange millisekunder efter, har de højereliggende hjerneprocesser ”skrevet kladden ren”. Dirigenter er i øvrigt bedre til at høre, hvor lyde kommer fra, end andre. Ret praktisk, hvis man skal finde ud af, hvem der spiller fejl i et klassisk orkester.
– Dyr har ikke behov for at forstå, hvordan en bestemt akkord skiller sig ud fra det øvrige tonale system. Det har mennesker muligvis heller ikke, men vi kan det og gør det – også uden at være musikere, fortæller Peter Vuust.
Hjernen ændres
Hvis man spiller fire ens toner på et klaver og afslutter med en afvigende, vil dette ikke blot afføde en reaktion i den primære hørebark, men længere fremme i hjernen – en reaktion der er forstærket hos musikere. Det har Peter Vuust og hans kolleger dokumenteret i banebrydende forsøg og resultaterne er overraskende entydige. Der er stor forskel på musikeres og ikke musikeres hjerner.
– Musikeres hjerner reagerer meget kraftigere når der sker noget uventet i musikken. Hvis to musikere snakker sammen med radioen kørende i baggrunden og et auditivt mønster bliver brudt, vil de have en større tendens til at afbryde samtalen og rette deres opmærksomhed mod musikken, siger Peter Vuust.
Når man flytter sig fra at være musikforbruger til at blive udøver på højt plan, flyttes der også om i hjernen. Hos musikere findes væsentlig forøget respons på musikalske stimuli
i venstre hjernehalvdel. Desuden ses en stærkere forbindelse mellem højre og venstre hjernehalvdel. Der er endog tydelig forskel på om du spiller på strengeinstrument eller klaver. Det ses i de områder af hjernen, der har med henholdsvis højre og venstre hånd at gøre. Pianisternes komplicerede løb foregår i højre hånd. For fx guitarister og bassister i venstre. Der er en målbar forskel i hjernebarkens tykkelse i de pågældende områder.
Guitar med på ferie
Peter Vuust tager guitaren med på ferie og spiller og synger til med stor fornøjelse, når han skal hygge sig. Han har stor veneration for folkemusik. Viser kan noget helt specielt. Den abstrakte musik brydes mod det konkrete sprog. Hjernen stimuleres i to områder samtidig og det kan der komme stor kunst ud af.
Håndværket i orden
– Musik er utrolig afhængig af, at det håndværksmæssige er i orden. Det er meget svært at skabe stor kunst i musik medmindre man kan noget på det område, men der er nogen, som er kommet meget langt med det lidt, de har kunnet. Bob Dylan er jo et farligt emne, men jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at han ikke er den store skønsanger. Han har dog alligevel klaret sig rimelig godt.
Og Povl Dissing herhjemme?
– Ham har jeg spillet med og jeg er fuldstændig vild med den måde han synger på. Han er utrolig god til at spille i time på sin guitar og hans timing er uovertruffen i sangen, så udtrykket bliver helt fantastisk. I 70’erne hadede alle ham, men i 90’erne elskede alle ham. Han blev mainstream – også i kraft af samarbejdet med Benny Andersen.
Forventningsglæde
Musik skaber en forventning om, hvad der skal ske i næste takt. Men komponisterne er smarte: De leger med forventningerne. Hjernen er generelt god til at forudsige, hvad der sker. Kommer der en afvigelse, rytmisk eller tonalt, bliver hjernen overrasket, opmærksom og ”glad”. Også det kan måles.
– Alle gode kunstnere er i stand til at give tingene et twist. Kombinationen af Benny Andersen og Povl Dissing er helt unik. Lyrikken bliver jo fortolket på en måde, så vi bliver provokeret til at høre efter. Det gør Povl Dissings stemme. Vi får ikke det, vi forventer. Vores hjerner er skabt til at lytte efter – ellers ville vi ikke have overlevet. Oplevelser bygger på, at der skal være noget, vores hjerne ikke lige kan forudsige. Det er også den måde, vi lærer noget på. Vi kommer til at vide noget om verden fordi vi tager de ting ind, vi ikke kan i forvejen. ■