Jonas Fjeld: – Så syng da norsk, for fanden

Ole Paus var parat til at betale for at høre Jonas Fjeld synge på sit modersmål. Det blev et vendepunkt for den norske sanger.

Jonas FjeldLone Wernblad

Jonas Fjeld tøver lidt, når han bliver bedt om at nævne de vigtigste og mest skelsættende ting fra sin musiske udvikling. Men egentlig ikke særlig længe.

–Det er jo et langt liv. Men mit store vendepunkt var i 1989. Inden da havde jeg en lang periode med rock’n roll, hvor jeg sang på engelsk. I 89 havde jeg ingen pladekontrakt, jeg havde boet i Nashville et par år og kom hjem for at lave et job i studiet med Ole Paus, min gode ven siden 74. Og så sagde han, som han havde sagt en del gange før, «Nu skal du fandeme begynde at synge på norsk!» Ole havde «penge på bok», så han tilbød at betale en hel indspilning med mig, på den betingelse, at han skulle skrive de norske tekster, og det var jo ikke så svært at sige ja tak til.

–Det blev et vendepunkt i mit liv. På pladen Svært nok for mig er mit største hit Engle i snøen. Den spiller jeg, den dag i dag, så den holder godt. Det er 25 år siden den sang kom ud. Det er den sang, der har betydet mest for mig. Den bliver spillet utroligt meget, både til bryllupper og begravelser. Jeg er meget ydmyg over for den sang.

–Indtil da havde det været op ad bakke. Vi havde et ok Rock’n Roll-band fra 1973 til 87, hvor jeg flyttede til Nashville, fordi jeg havde venner der, og sangerinden Anne Murray havde indspillet min sang Når vi deler alt, på engelsk Perfect Strangers.

Danko, Fjeld og Andersen

Andersen, Danko og Fjeld–En anden vigtig begivenhed indtraf i 1991, hvor jeg begyndte at samarbejde med Rick Danko og Eric Andersen. Eric Andersen, som jeg havde kendt længe, inviterede mig til at komme til New York for at gå i studiet og være med på tre sange, og Rick Danko fra The Band skulle spille bas. Under det ophold havde Eric et job på en lille cafe, «Tinker Street cafe» i Woodstock. Vi tog derop og boede hjemme hos Rick Danko. Det var en meget, meget lille club, og vi var alle tre på scenen plus Mick Ronson og folk fra The Band. Det var der, vi begyndte at synge trestemmigt. Efter koncerten tog vi hjem til Rick og forsatte med at synge. Rick blev så vild med vores fælles sound, så han sagde: «Dette må vi gøre noget med». Alt sammen skete jo tilfældigt, men det blev til, at vi lavede trioen «Danko, Fjeld og Andersen». Under en turné blev vi enige om, at det her må vi dokumentere, og så bookede vi et studie i Oslo. Pladen der kom ud af det, Danko Fjeld Andersen, fik priser overalt. Den blev kåret i USA som Best contemporary album of the year, fik topkritik i The Rolling Stones Magazine og Spellmansprisen i Norge. Så det gav os mange job i USA og andre steder. Desværre døde Rick alt for tidligt i 1999, 56 år gammel, og så var det kapitel slut.

Fjeld og Joni Mitchell

Hjemme hos: – Igennem Rick Danko mødte jeg alle mine helte og snakkede med dem som almindelige mennesker. Jeg var bl.a. til hjemmefest hos Joni Mitchell.

–Men mødet med Rick Danko har prydet mit liv med nogle af de vildeste oplevelser, jeg har haft. Igennem ham mødte jeg alle mine helte og snakkede med dem som almindelige mennesker. Jeg var bl.a. til hjemmefest hos Joni Mitchell.

Glad for den lange vej og cementvæggene

–Jeg droppede ud af skolen, så jeg har ingen «uddannelse». Jeg har kun musikken – KUN? Men det gik, det er en lang vej, men jeg kan godt lide den lange vej. Jeg tror, det er helt forkert med den der moderne verden, hvor de unge mennesker bare bliver kastet ind i musiklivet. Livet bør være den lange vej. Jeg er glad for, at jeg har gået den lange vej og har mødt alle de «jævla cementvægge», som jeg har. Så falder man en stund, og så rejser man sig igen, når man er klar til de næste skridt. Det er et fint liv at kunne leve af sin hobby, jeg bliver træt, men ikke udslidt. Jeg har jo aldrig arbejdet, jeg leger bare, og det bliver ret vanedannende at få applaus for sit arbejde.

– Jeg har lært mig selv at spille guitar, og det går jo ganske ok. Men jeg fik konstateret multipel sklerose (MS) i 1999. I et af anfaldene forsvandt kræfterne i mine hænder. Jeg gik fuldstændig i panik, mine HÆNDER!  Jeg kunne ikke engang spille et C-greb. Så enten måtte jeg give op, eller også måtte jeg finde en anden måde at angribe guitaren på. Guitaren har heldigvis 6 strenge, og den kan jo stemmes på forskellige måder. Så jeg udforskede, hvordan jeg kunne stemme om, så jeg kunne tage akkorderne lettest muligt. Og så fik jeg mig en såkaldt Kyser capo, som jeg skar til så den dækkede A, D og G strengen og så får du en Esus. Også skar jeg et hul til den tykke E-streng. Capoerne er jeg helt afhængig af. MS’en gav mig en ny verden af klange og akkorder, som faktisk var meget mere inspirerende i forhold til straight tuning.

–Så alt det negative blev heldigvis vent til det positive! Det gav mig min særlige klang. Jeg er virkelig meget glad for at stemme guitaren om, men det kan jo blive et helvede med alle de guitarer, jeg skal have med på scenen og den lastbil, der skal følge mig på turneen. Men med den der Partial Capo, så kan jeg klare mig med én guitar.

Jeg søger altid nerven i musikken og fuldstændig intensitet

–Er det dig eller Ole Paus, der er så betaget af at sætte engle ind i alle mulige forskellige scenarier?

–Det er jo Ole. Vi arbejder sammen på en helt specielt og lidt mærkelig måde. Det er sådan, at jeg sender Ole en melodi på «vrøvlesprog». Det er et ikke sprog, det er en stemning. Det oversætter Ole så til norsk, og det er altid rigtigt, det han gør. Jeg ved, at det først er når jeg får sangen/melodierne på «vrøvlesproget», at der er en sang på vej. Det er et udtryk, som kommer før, jeg begynder at tænke. Når jeg begynder at tænke, så mister jeg den forbindelse. Jeg laver en demo, der er helt færdig med «vrøvlesprog». Det rummer en fornemmelse, som giver et udtryk, som alle tekstforfattere, jeg har arbejdet med, har fanget. Vi sidder ikke sammen, det gør vi aldrig. Jeg er lige som et instrument, når jeg arbejder i mit «vrøvlesprog», og jeg er altid gladest for mine demoer. Det der kommer spontant er altid det bedste. «Det første take har en tendens til være det bedste take». Det er det, der har den der nerve. Så det er sådan, at jeg sætter sangene i vandet. Jeg kan ikke sætte musik til en eksisterende tekst, for så begynder jeg at tænke, og så mister jeg nerven.

(Fortsetter under bildet)

Ole Paus og Jonas Fjeld

Vendepunkt: –Ole Paus tilbød sig at betale en hel indspilning med mig, på den betingelse, at han skulle skrive de norske tekster.

Et liv med tilfældigheder

–Mit liv har været båret af tilfældigheder, der har vist mig vejen. Jeg elsker at samarbejde, det er så givende, jeg elsker at møde folk, at mærke hinanden og se hvilke nye toner, der opstår i mødet. Jeg har været utrolig heldig med de folk jeg har mødt. Hvis jeg går for meget alene bliver jeg hurtigt for låst i min lille verden.

–Når der er pauser mellem projekter og job, så nyder jeg roen og sætter mig ned. Der er nødt til at være pauser, så jeg kan blive fyldt op igen.

–Jeg spiller meget. Jeg er meget på vejene, og jeg har meget samspil med publikum, jeg elsker hele det liv. Måske blæser Ole Paus og jeg liv i To rustne herrer og laver nogle nye sange. Om det sker, det ved vi ikke? Vi får se!

Hvidvinen drikkes ud, og jeg får foræret en «Lille ny verden». En «halv» capo, som jeg får en or­dent­lig lektion i og besked om at gå hjem og lege videre med. Og ringe, hvis der er noget, jeg ikke kan komme videre med selv. Det er stort. Natten bliver sen, og jeg glædes over at møde et menneske, der deler ud af sig selv og sin viden.

Bilder: Presse- og privatfotos.

 

Publ. i bladet VISER nr 6, på nett fra 25. nov. 2016.

 

Filed under: Artikler, Artistportrett Tagged with: . - permalink.