Jeg sidder her i et hemmeligt hjørne, som Søren Korshøj har guidet mig hen til midt i årets «Musik over Præstø Fjord». Det er prisværdigt, at det kan lade sig gøre at lave en festival uden reklameskilte i alle hjørner. Det bobler alle steder med snak, musik, sang, afslapning og leg! Ah her er skønt!
Lone Wernblad
Søren Krogshøjs «Livstidselevator» lå i vinter (2014) 15 uger på Dansktoppen på Danmarks Radios P5 og endte som nummer 1. Tillykke! En fjer i hatten til manden, der virker ægte helt ind til marven!
Når jeg hører Sørens sange, ser jeg først billederne, så kommer historien frem, og musikken sætter stemningen i spil. Jeg fatter ikke alle nuancerne i historien med det samme, og det kan jeg utrolig godt lide. For mig er det dejligt, når jeg er en lille smule opdagelsesrejsende i en ny sang. Søren siger:
– Jeg skriver ikke historier der kører lige ud af landevejen. Det er ikke historier, du lige afkoder i ét lyt.
Hvad er det der fanger dig, når du skriver sange?
– Jeg elsker jo at lege med ord, f.eks. «Da det nu var morgen, ku jeg tage ham som en jyde lidt på siden eller lidt på skrå». Det, der tænder mig, er, når jeg laver nogle begrænsninger som jeg vil holde mig indenfor. Hvis jeg har brugt et ord i et vers, så bruger jeg det ikke igen resten af sangen. Så er jeg nødt til at finde på noget andet. Det tvinger mig ofte ud i nogle meget omvendte ordsammenstød.
Dansk er jo et relativt ordfattigt sprog, vi har ikke ret mange ord, til gengæld kan man strikke dem samme på mange måder. Hvis man strikker ordene lidt omvendt sammen, kan man få en sammensætning, der virker stærkt, fordi du hører noget du ikke har hørt sådan før. Men det er vigtigt at lave en korrekt sætningskonstruktion, rent tidsmæssigt, bøjningsmæssigt.
Da jeg lavede min første CD, kom Palle Aarslev og sagde til mig, at jeg skulle holde op med at lave omvendt ordstilling. Og at jeg skulle skrive i nutid, fordi det fik sangenes historie til at komme tættere på lytteren. Så jeg opererer mest i nutid, med mindre det virkelig er en datidshistorie.
Jeg er optaget af at have noget sproglig stringens, rim-stringens, og så prøver jeg at vende sproget lidt på hovedet. Det giver nogle helt andre billeder. «Der kom et par betjente, det lignede vold i vente», det er et hårdtslående billede, men det dur.
Har du historien inde i hovedet, når du starter eller kommer den, mens du skriver?
– Det varierer meget, men med den sidste CD «Skyggen af sol» har jeg skrevet al guitaren først. Omkvædene kommer tit som en hugline, og så må jeg gribe det. Men ellers så syntes jeg det handler om at tømme sig. Jeg kan ikke skrive, hvis jeg har andet jeg skal. Jeg tager væk, når jeg skriver for jeg skal overhovedet ikke have andet at lave! Hvis jeg leder efter noget at skrive om, så ser jeg ingen ting. Jeg skal der ud, hvor jeg virkelig råkeder mig og tænker: gud, jeg har ingenting. Så ser jeg pludselig et eller andet som f.eks. til «Sacre Coeur» – her var jeg på vej op for at få noget at spise og ser pludselig en graffiti, hvor der står «Verden er for lille til ikke at lære hinanden at kende». Bang, så er den der! Så er det kun at skabe billederne og «lyden af spillemanden, der spiller noget vi har hørt før». Så beskriver jeg en oplevelse og laver nogle billeder og reflekterer over citatet. Det er meget forskelligt, hvordan historierne kommer.
– Lige som den med hunden ved sin madskål i Paris. Der er tiggere over alt i Paris, men den hund, der i Paris, den tjente godt, for det ville være synd hvis vovsen skulle dø? Altså er det sgu mere synd end hvis manden dør?
Søren ryster på hovedet.
– Åbenbart i vores kulturelle adfærd. Vi har mere ondt af at en lille vovse lider end alle de mennesker i vores samfund, som vi ikke tager os ordentligt af?
Er det altid musikken der kommer først?
— Nej, sådan en sang som «Noget for nogen» da var det simpelthen en sætning, der startede sangen. Jeg kom gående til bussen en dag og så lyder det pludselig inde i mit hoved «Hvem siger hvad om hvem» og så «Hvad siger hvem om hvad». Hov, så var jeg totalt tændt, men jeg vidste med det samme, at hvem og hvad ikke var nok. Så jeg måtte finde to ord mere. Så fandt jeg ordene «Noget for Nogen».
«Hvem siger hvad om hvem, Hvad siger hvem om hvad,
hvem tager æren næste gang vi splitter alting ad.
Nogen gør noget ved nogen, så nogen bliver til noget.»
– Her er det ordene der styrer sangens tilblivelse.
Man kan ikke fortænke de fleste
i at tænke som flertallet de tænker flest
Både hunde og folk kan man lænke
det går en tid for det mest
Der er mange der glammer i kor for tiden
kan du høre de gør
det at synge duet med de få
er der færre og færre der tør
Det er ikke noget nyt at mange bliver bange
For det de få finder på
Skal vi forbyde de oprørske sange
De fleste har svært ved at forstå
– Her er det ordleg meget inspireret at Halfdan Rasmussens børnerim og hele måden at knække med sproget på. Og så lysten til at ville fortælle en historie, som både tager udgangspunkt i min personlige verden og samtidig er en samfundsmæssig kommentar. Sådan en vekselvirkning mellem verden uden for og min tankeverden. Overskriften er vel, at det handler om mangfoldighed og gensidig respekt.
Hvis vi vil kalde den verden
vi kender for levende demokrati
Er det ude i hampen
At mister respekten
for dem vi ikke kan li.
— Her er det en sang, hvor jeg som lytter skal følge med ordene og ikke med billederne.
Søren takker af og svæver af sted ud i al musikken som er over Præstø Fjord lige nu. Jeg sætter mig et øjeblik og mærker et aftryk af et menneske, der lever af at være sig selv. Jeg glædes over, at der er én, der på poetisk vis påpeger, at vores samfund trænger til at polere menneskeligheden lidt.
Så går jeg ind i den summende stemning igen, står lidt og nyder skønheden på festivalpladsen. Det er behageligt at være på Musik over Præstø Fjord, maden smager af mere, mennesker mødes åbent i dans og musik. Det er kun de helvedes hvepse, der giver mig myrekryb!
Søren Korshøj er blevet nomineret til Danish Music Awards 2014.
Artikkelen er hentet fra VISER nr 4.
Publisert på nett 9. nov 2014.