Københavns singer/songwritermiljø siges at have omkring 200 aktive deltagere, og der er adskillige arrangementer hver uge året rundt. Andre steder i landet findes noget tilsvarende, men omfanget er mindre.
Tekst og fotos: KIM RAVN-JENSEN
Denne artikels forfatter er 55 år og har arbejdet med dansksprogede viser i mange år. Med det udgangspunkt vil jeg prøve at beskrive, hvad der findes i dag, og hvordan «vi gamle» måske kunne bidrage til nye synsvinkler og aktiviteter.
Ligesom Visens Venner har sine sædvaner, sin omgangsform og noget, vi finder centralt for vor selvopfattelse, har «de» naturligvis deres. Med betydelige forbehold vil jeg opregne singer/songwriternes fælles værdigrundlag således:
- Man fremfører udelukkende materiale, man selv har forfattet og komponeret.
- Det gængse sprog er engelsk.
- Dansk sprog er absolut tilladt og det hyppigst benyttede efter engelsk.
- Musikalske vendinger og versemål henviser ofte, men langt fra altid, til 60-ernes internationale folkemusikbevægelse.
Det har overrasket mig, at der er rigtig mange rigtig unge med! Det ser ud til, at «nå»-generationen har toppet, og at mange i dag ønsker at dyrke sang på en anden og mere personlig måde end som rent musikforbrug. 
Den organiserede del består af blandt andet «sangskrivercafeer», ugentlige arrangementer på værtshuse (ofte med fremragende værtskaber), skolen Copenhagen Singer/Songwriter Academy og Copenhagen Songwriters Festival, som finder sted hvert år i august. «Vi» og «de» har i øvrigt det til fælles, at ingen af os har medietække. På Copenhagen Songwriters Festival var jeg imponeret over bredden (der var også viser) og den fornemme organisation baseret på frivillig arbejdskraft. Ingen københavnske dagblade nævnte, mig bekendt, at arrangementet overhovedet fandt sted…
Mulige samarbejdsformer
Både «vi» og «de» værdsætter det personlige udtryk og den nære kontakt mellem solist og publikum. Men det gør en forskel, om det tillægges betydning, at solisten selv har skrevet sit materiale. Det gør også en forskel, om engelsk opfattes som springbræt til at få mange mennesker i tale, eller om mulighederne i at udnytte modersmålets nuancer prioriteres højere. Hvis både «vi» og «de» strækker os lidt, burde vi kunne mødes og lære af hinanden. Som nævnt oplevede jeg en stor bredde ved «Copenhagen Songwriters Festival». Det månedlige arrangement «Sangbar Æ, Ø & Å» på Christianshavn henvender sig til singer/songwritere, men insisterer på nordisk sprog og tillader ikke-selvskrevet materiale. Det bør kunne inspirere «os» til en gang imellem at invitere til arrangementer, hvor sædvanerne er lavet lidt om. Jeg ved, at unge mennesker har fået sig en gedigen ahaoplevelse, når de har mødt gode dansksprogede tekster på højskole eller i Visens Venner. Det bør vi kunne dyrke mere systematisk og bevidst. 
Denne artikkel har stått i VISER nr 2.
Publisert på nett 10. jun 2014.