Sammen med Norsk Viseforum (Norge) og Inlandskult (Sverige) indbyder ‘Laboratorium for politiske viser’ (Danmark) til studie- og koncertrejse 3.-7. november 2010: UNDERGRUNDSSANG OG FOLKESANG I MOSKVA
Rejsen har den russiske guitarpoesi som tema og henvender sig til nordiske sangere / sangskrivere, der vil tættere på denne genre, dens tid, dens steder og dens traditionsbærere. Der bliver workshop med russiske kolleger og medvirken ved offentlig koncert sammen med dem. Der bliver også tid til sightseeing i Moskva.
Den russiske guitarpoesi blev født som undergrundssang i efterkrigstidens Sovjet, spredtes på illegale båndoptagelser og blev kittet i en folkelig bevægelse, der kan sammenlignes med den samtidige folkesang- og borgerretsbevægelse i USA. Dens hovednavne er Vladimir Vysotskij, Bulat Okudzjava, Alexander Galitj og Julij Kim. I dag synges guitarpoesien i Rusland som Evert Taubes sange synges i Sverige og Georges Brassens’ i Frankrig – men den er stadig undergrundssang.
Rejsen tilrettelægges af Lars Forchhammer (tolk og rejseleder), Per Warming (forfatter og sanger) og Svetlana Ouvarova (Slavisk Institut i Stockholm). Vi har kontakt med sangeren Vladimir Altschuller, vicedirektør på Vysotskij-museet Andrei Krylov og Okudzjava-studiecentret i forfatter-byen Peredelkino. Vi har også kontakt med Julij Kim.
Af hensyn til de reserverede flybilletter vil vi bede interesserede kontakte os snart – og helst før 5. september.
Der er søgt fondstøtte til rejsen, men vi har ikke fået svar endnu. Uden støtte er prisen (for en gruppe på 15 personer) beregnet til 5.520 DKR per person. Den dækker fly København-Moskva t/r, 4 overnatninger på dobbeltværelse (inkl. morgenmad), transfer lufthavn-hotel, lokal transport, entreer, visum, rejseleder og tolk. Enkeltværelse koster ekstra. Deltagerne betaler selv for frokost og aftensmad.
Aktive sangere/sangskrivere kan desuden søge støtte hver for sig:
DANMARK: www.dmf.dk, www.folkemusik.dk, www.djbfa.dk, www.artisten.dk, www.dpa.org .
NORGE: Fond for utøvende kunstnere www.ffuk.no, (op til 6.000 NOK), Musikernes fellesorganisasjons Vederlagsfond www.musikerorg.no
SVERIGE: Konstnärsnämndens bidrag för internationellt kulturutbyte: www.konstnarsnamnden.se. Svenska institutet: www.si.se/Svenska.
Kontakt: Lars Forchhammer (forch@sol.dk +45-20639925) og Per Warming (perwarming@hotmail.com +45-32961017) www.viselaboratorium.dk.
Publisert: 4. aug 2010.