Stanley Samuelsen – den poetiske troubadour

Stanley Samuelsen «Engang sagde Grundtvig at det er nødvendigt at kunne høre på en sang eller salme hvad den skal bruges til. Herremændene sang sine sange når de skulle i krig og skolebørnene deres når de var i skole. Hos os på Færøerne var det især mændene der roede ud, som sang. Vi skulle høre hvad sangene betød. Set i det lys er det mig en glæde at byde velkommen til ­Stanley Samuelsen.

Theodor Eli Dam Olsen, Færøerne. Sammensat og redigeret af Merete Messmann

Efter min mening er Stanley – udover at være en af vores dygtigste guitarister – en af vores bedste komponister de seneste år.

Og netop det at få ny melodi til gamle salmer som vi kender så godt kan være en udfordring for nogle. Måske nogen opfatter det som helligbrøde – men omvendt kan en ny melodi være med til at åbne nye døre. At vise nye betydninger i teksten og vise hvad salmen virkelig kan betyde og kan sige os.

At høre ord i nye toner er en særlig oplevelse. Kirkegaard sagde at der hvor ordene ender tager musikken over. Men musikken kan også være med til at give støtte.

En tradition er altid i fare hvis den ikke bliver fornyet. Den stivner. Det er skæbnen for en tradition. Men det siges at de bedste ord fra hver tidsalder altid kommer til at overleve.

Jeg venter at det bl.a. bliver nogle af disse gode ord fra både salme- og sangskatten som Stanley kommer til at synge for os, og hans fem fingre vil kæle for strengene, så der foreløbig bliver stille i vor sjæl og sind.»

Således blev Stanley budt velkommen da han spillede koncert i en færøsk kirke i 2009, og da han i foråret 2011 rundede de 60 år skrev samme præst dette portræt af Stanley til de store danske aviser:

«Lørdag 30. april 2011 runder guitarist, sanger, komponist og digter, Stanley Samuelsen, 60 år. Stanley er født på Færøerne, men har boet i Danmark siden 1970 – og siden 1986 i Birkerød.

Foruden at være kendt som en guitarist i særklasse – og meget respekteret af andre musikere – er han også kendt for sine milde og melodiøse fortolkninger af især ældre folkekære færøske digtere.

F.eks. er hans melodi af det stærke kærlighedsdigt «Hvis jeg kunne synge» af Færøernes vistnok mest anerkendte digter, J.H.O. Djurhuus, blevet en klassiker, og det er ikke usædvanligt, at den bliver sunget af de ca. 10.000 mennesker, der formodes at samles hvert år til Olaj-festen i Tórshavn, når midnatssangen bliver indledt foran parlamentsbygningen, Lagtinget.

Stanley Samuelsens bedstefar var Færøernes første lagmand i nyere tid, Andras Samuelsen. Familien Samuelsen har dog også opfostret flere korsangere og folk med digterisk talent, og det er på denne livets vej, at Stanley Samuelsen har brugt sine talrige talenter.

Han fik sin første guitar som 12 årig og havde allerede sit første livespillejob i 1964 med beatorkestret Silly Boys, som med sine coverversioner af Elvis, Beatles m.fl. blev kåret som Færøernes bedste beatorkester i 1970.

I Danmark har Stanley ­spillet i forskellige bands og som studiemusiker. Han dannede i mange år makkerpar med Nis P. Jørgensen i Den Udødelige Duo som spillede meget for den danske fagbevægelse fra tiden med Anker Jørgensen til Poul Nyrup Rasmussen som statsministre. Den Udødelige Duo blev hædret med LO’s kulturpris i 1992.

Siden 1986 har Stanley komponeret musik til ældre og nyere færøske digte efter blandt andre J.H.O. Djurhuus, Jóannes Patursson, Poul F. Joensen, Hans Andreas Djurhuus, Andras Samuelsen og Christian Matras.

I 2008 på selve Olajdagen blev han hædret med Listavirðisløn Miðlahúsins, som frit oversat betyder Mediehusets Hæders­kunstpris. 

Beskrevet således: «Stanleys musik og fremførsler er folkemusik på meget højt internationalt niveau. Hans melodier har beriget os og berører færingens hjerterødder, hvorfor alle, både unge og ældre, synes meget godt om ham. Flere af hans sange er blevet folkeeje, som bliver sunget når folk kommer sammen til almene så vel som til private sammenkomster og hans cd’er findes i næsten hvert et hus. Stanleys vidunderlige musik har stor kunstnerisk betydning og således også stor betydning for den færøske identitet».

Nyere udgivelser

Stanley Samulsen har udgivet fem soloalbums foruden en cd med Trio Acoustica; en guitar og vokaltrio som foruden Stanley tæller to norske guitarister og sangskrivere, Steen-Vidar Larsen og Øistein Rian. De udgav i 2008 et flot album med egne sange på norsk, dansk og færøsk samt enkelte covers på svensk og engelsk af Beatles, Crosby, Stills & Nash og Cornelis Vreeswijk.

På cd’en Sol og Regn fra 2005 har Stanley indspillet sine danske versioner af Jan Eggums Rygtet fortæller og Finn Kalviks Fyld mine sejl, og mange, også i Norge, har rost Stanley for disse fine versioner i både tekst og arrangement.

Alle Hjertets Sange er Stanleys seneste udgivelse. Musikken har Stanley selv komponeret, og igen kan man med rette sige, at guitarspillet er Stanleys visitkort. Desuden medvirker bl.a. strygekvartetten Doria.

Det er igen de gode folkekære færøske digtere. Denne gang oversat til dansk med hjælp fra digteren Gunnar Hoydal, foruden tre af Stanleys egne digte.» På efteråret 2011 udkom en live cd med Stanley solo optaget i Nordens Hus på Færøerne. CD: Alle hjertets sange

Turnéer

Stanley har turneret i alle nordiske og baltiske lande sammen med den nu afdøde nordmand Kalle Zwilgmeyer. De seneste år har Stanley desuden optrådt i Tyskland, Polen, Scotland, Italien og USA .

I marts 2012 begiver Stanley sig på en to ugers turné i Sveriges Värmland med kollegaen Anders Stävarby. Stanley har spillet rundt omkring i Norge og oplever at mange forstår når han synger på færøsk. De to sprog færøsk og norsk har mange ord tilfælles.

Man behøver dog ikke forstå ordene når man lytter til musik af og med Stanley Samuelsen. Musikken og sangen taler et helt eget sprog som alle forstår.
Som anmelder Marit Lundstrøm i Finland skrev:
«Stanley Samuelsen spelade gitarr med en kännsla som fik publiken nästan glömma lyriken. Färöiska är et underbart språk att lysna till; som en särägen blanding av islandska och italienska».

 

Stanley Samuelsen

  • Født i 1951 på Færøerne i bygden Fuglefjord. Er autodidakt musiker.
  • Spillede i Beatorkesteret Sillyboys fra 1964 til 1970 da Sillyboys vandt en konkurrence som bedste Færøske band.
  • Rejste til Danmark i 1970 og er bosiddende nord for København.
  • Spillede i mange forskellige bands i Danmark. I mange år med Nis P. Jørgensen i Den Udødelige Duo.
  • Blev i 80’erne kendt på Færøerne for sine melodier og fremførsler af de store færøske nationaldigtere.
  • Har udgivet fem soloalbum på det færøske forlag Tutl  (tutl.com).
  • Udgav Acoustica Trio cd i 2008 med sange på norsk, svensk, dansk, færøsk og engelsk.
  • Har eget studie Nora Studio, og spiller mange live koncerter både solo, med strygere og med band (trommer og bas).
  • Samarbejder med forfatteren til bogen Beatles for alle, Per Wium, om et populært Beatles projekt som de kalder koncertforedrag. Per fortæller om gruppen og deres musikalske udvikling og Stanley spiller gruppens sange.

Webside: stanleysamuelsen.dk

Merete og Stanley på Færøerne Dette bildet fortjener større formad – klik for at zoome in! Merete Messman og Stanley Samuelsen på Farøerne.

Publisert: 22. feb 2012.