Peter Hedlund
Den svenske riksspelman på nyckel­harpa Peter “Puma” Hedlund var blandt årets artister, og han var ikke karrig med at deltage i “buskspillet”. Foto: Bo Petersen fotografi Aps.

Danmark: Musik over Præstø fjord

Fra dansen under valnøddtræet.
Dansen går under valnøddetræet: Mange former for dansesko – fra de bareste fødder til gummirøjsere – blev på grund af vejret taget i anvendelse under Musik over Præstø Fjord. Foto: Bo Petersen fotografi Aps (klikk for å zoome inn).

Musik over Præstø Fjord kan man regne med – selv om det regner.

Byline

Per Jensen, Danmark

– Solskin er en sindsstemning. Og aldrig har man oplevet mere solskin på nogen festival end på Musik over Præstø Fjord. Sådan lød det i et småfilosofisk øjeblik fra Carl Erik Lundgaard, der spiller harmonika i den fynske spillemandsgruppe Lang Linken, mens Danmarks nyeste festival for nordiske viser og folkemusik for anden gang sang, spillede og dansede sig gennem augustnatten i Tappernøje på Sydsjælland.

Peter Hedlund
Den svenske riksspelman på nyckel­harpa Peter “Puma” Hedlund var blandt årets artister, og han var ikke karrig med at deltage i “buskspillet”. Foto: Bo Petersen fotografi Aps.

Sandt at sige pis-regnede det nu meste af tiden, men dommen er karakteristisk for stemningen på den lille festival, der finder sted i meget naturskønne omgivelser. Drømmer du for eksempel om en gyngende vals på en velbygget dansebane under et stort, smukt valnøddetræ? Jamen, det er en af mulighederne på Musik over Præstø Fjord, og dansen stopper ikke fordi regnen gør dansegulvet vådt og usikkert. Næh, så rykker man blot ind i en gammel lade af træ, og ballet fortsætter på det lystigste. Er du mere til visesang eller verdensmusik, så er det det store bolchestribede visetelt, der trækker. Og kan du lide en festival, hvor du selv kan være musikalsk aktiv, så er der masser af muligheder for “buskspil” i det grønne eller – hvis man nu ikke kan stole på vejrliget – i et hav af teltpavilloner. Temaet er nordisk folkemusik, og festvialen er vokset ud af ferieaktiviteten Lyø Ø-lejr (ved Faaborg), som i mange år har haft nordiske toner på de meste søgte uger. Med inspiration fra ø-lejren og svenske spilletræf opstod foreningen Musik over Præstø Fjord med lokale Anne Grete Kamilles fra Tappernøje som formand.

Ann Grete Kamilles
Formanden for foreningen Musik over Præstø Fjord, Anne Grete Kamilles (foto: folkemusik.dk).

– Vi har også masser af plads til norske spille-mænd og -kvinder og bestemt også norsk visesang. Vi er interesseret i inspiration og «buskspil» på et højt niveau, så professionelle musikere har gratis adgang til festivalen. Det gælder blot om at anmelde sig på forhånd, fortæller Anne Grete Kamilles og henviser til mailadressen folkemusikdk@gmail.com. Ok, nu er det for sent for i år, men næste års Musik over Præstø Fjord er allerede i støbe-skeen – den finder sted i weekenden 11.–14. august 2011 – og du kan følge med i forberedelserne på webadressen www.folkemusik.com. Her kan du også læse om, hvordan du finder vej til det smukke Præstø Fjord.

 

Denne artikkelen sto i Viser.no nr 9, 2010.
Publisert her: 2. feb 2011.